Cola, chips, slik, is, chokolade. Listen er alt for lang. Over hvad skolebørn propper sig med i stedet for fiber og frugt. Det står bare skidt til.
- Det er et stigende problem. Der er stigende problemer med fedme blandt skolebørn, og der er alt for meget sukker og sodavand i børnenes kost, siger Connie Stølås, der er næstformand i DUI - Leg og virke, der netop har haft landsmøde med dette problem øverst på dagsordenen.
Udover fedmeproblemer så giver de dårlige kostvaner også dårligere indlæringsevner, og trods millioner i puljer og flotte målsætninger, så er der stadig alt for mange skoler, der ikke kan tilbyde et alternativ til de nærliggende købmænds slikhylder.
- Det er vigtigt, at vi sætter handling bag ordene. Det er kommunernes ansvar, at der bliver gjort noget. Budgetterne er dog stramme, men så må regeringen hjælpe til. Vi vil nu kontakte kommunerne og tilbyde hjælp med at starte projekter, men der skal gøres noget nu, siger Connie Stølås.