Børn skal passes i pavilloner

Foto: TV ØST

For at overholde pasningsgarantien, sætter Slagelse Kommune nu pavilloner op, så der er plads til at passe flere børn.

84 børn skal passes i pavilloner i Slagelse kommune.

Det vedtog Udvalget for Børn og Unge, Læring og Uddannelse onsdag aften.

Kommunen ser sig nødsaget til at sætte pavilloner op ved tre institutioner for at overholde pasningsgarantien. Gør de ikke det, får de nemlig en bøde på en million kroner om måneden.

Det skriver Sjællandske.

Udvalgsformand Niels Christian Nielsen (S) ærgrer sig.

- Da vi vedtog budgettet og afsatte de nødvendige fire mio. kr., fik vi at vide af afdelingen for kommunale ejendomme, at der i de eksisterende institutioner ville være plads til at lave yderligere 180 pladser. Hvilket ville betyde, at vi ikke kom i fare for ikke at overholde pasningsgarantien, indtil vi kan få bygget nyt. Det har efterfølgende vist sig, at det ikke er korrekt, idet der kun kan laves 138 pladser. Det er naturligvis ikke tilfredsstillende, at vi som politikere ikke får de rigtige oplysninger, siger Niels Christian Nielsen til Sjællandske.

De tre pavilloner kommer op ved Hesselgården i Skælskør, Møllegården i Slagelse og Oasen i Dalmose.

Samtidig fortsætter kommunen med at udbygge ved Østervang i Slagelse og Troldebo i Korsør.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App