Dreng i koma efter togpåkørsel

Torsdag blev to børn ramt af et tog, da de løb ud på skinnerne på Dr. Schadsvej i Nykøbing Sjælland. TV2 ØST følger sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 11-årig dreng er lagt i koma efter, at han torsdag formiddag kl. 10.30 blev ramt af et tog i en ubevogtet jernbaneoverskæring ved Nykøbing Sjælland.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

- Han er fløjet til Rigshospitalet i helikopter, og der er han lagt i kunstigt koma, siger politiets kommunikationsmedarbejder, Carsten Andersen.

- Han er tilsyneladende ikke i livsfare, men han er til observation for indre kvæstelser, siger han.

Ved ulykken blev også en 12-årig pige ramt, men hun slap fra den dramatiske situation med buler og skrammer, lyder det fra politiet.

Børnene blev ramt i overkørslen ved Dr. Schadsvej - en jernbaneoverskæring uden bomme.

- Lokoføreren ser, at der er børn i nærheden af togskinnerne, og derfor giver han signal for at gøre opmærksom på toget, forklarer Carsten Andersen.

- Vi ved ikke, hvordan det kunne ske, men børnene får alligevel bevæget sig ud foran toget, tilføjer han.

Ifølge politiet var børnene angiveligt på tur med nogle klassekammerater, da påkørslen fandt sted klokken 10.24 torsdag formiddag.

Klassekammeraterne, der altså var øjenvidner til påkørslen, får nu hjælp af kommunen, mens selskabet bag Odsherred-banen tager sig af lokoføreren, oplyser politiet.

 


Nyhedsoverblik