Børn jubler over forlig

Da pædagogstrejken i dag blev afblæst var der smil og jubel blandt 60 børn i Fuglebjerg. De kan nu alligevel komme på deres årlige, populære koloni.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Både pædagoger, børn og forældre havde ellers indtil i eftermiddag regnet med, at den årlige og traditionsrige koloni til Christiansholmsplantage mellem Skælskør og Næstved måtte aflyses.

- Børnene var rigtig, rigtig kede af det, siger Jan Grauengaard, leder af institutionen Sognefogedgården i Fuglebjerg, hvor man en gang om året i 15 år har taget børnene med på koloni.

Børnene er vilde med den primitive tur, hvor de skal ligge i telt, lave mad over bål og leve i det fri i flere dage. Derfor var der triste miner, da det gik op for dem, at den varslede lockout på tirsdag ville betyde, at deres tur ville blive aflyst.

Men da forliget mellem Kommunernes Landsforening og fagforeningen BUPL sidst på eftermiddagen var på plads, udløste det glæde blandt børnene.

- Børnene glæder sig, og alle ved nu også, hvad en strejke og lockout er for noget, og at voksne af og til ikke kan blive enige, fortæller Jan Grauengaard, der altså på tirsdag alligevel tager på koloni med de 60 tilmeldte børn.

 


Nyhedsoverblik