Bøller stoppede buskørsel på Motalavej

Tirsdag morgen måtte flere elever på Tårnborg Skole selv finde vej til skole. Buschaufførerne turde nemlig ikke at køre på ruten fra Korsør station mod Slagelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Buspassagerer mellem Korsør og Slagelse måtte kigge langt efter bussen tirsdag morgen, skriver Sjællandske. Arrivas buschauffører nedlagde nemlig arbejdet og indkaldte til fagligt møde. Der sker efter at chaufførne har oplevet trusler og chikane fra grupper af unge omkring Motalavej og ved Tårnborg Skole.

Busafgangene 7.14 og 7.22 fra Korsør station var derfor aflyst. Og ifølge kommunikationsmedarbejder i Arriva, Lene Mathiesen, er chaufførerne i deres gode ret til at nedlægge arbejdet under omstændighederne.

- De havde varslet, at de ville holde fagligt møde. Det er de i deres gode ret til, hvis der er en gyldig grund, og det må man sige, at verbale trusler og chikane er, siger hun til Sjællandske.

Skoleleder og Arriva vil finde en løsning

På Tårnborg Skole er de kede af, at det angiveligt er elever fra deres skole, der står bag balladen.

- Der er vist nok startet med, at en af vores drenge ikke ville betale for sin billet, fortæller skoleleder Randi Larsen om mandagens problemer. Senere på dagen blev en bus omringet på Motalavej og overdænget med spar og slag.

Det er ikke første gang, chaufførne har oplevet chikane fra de unge, og derfor indkalder Arrivas driftschef nu til møde på lørdag, hvor SSP-arbejdere, politi, chauffører og boligselskaber forhåbentlig kan finde en løsning på problemet. Også Tårnborg Skole deltager på mødet.

- Det ville være ulykkeligt, hvis situationen ender med, at der står en masse uskyldige børn på Motalavej, som ikke kan komme med bussen, fordi ganske få elever laver ballade, siger Randi Larsen til Sjællandske.


Nyhedsoverblik