Bødskov beskytter skibe med våbenvagter

Foto: TV ØST

Danske skibe skal midlertidigt have bevæbnede vagter mod pirater, mener justitsminister Morten Bødskov (S). Det er håbet, at man undgår gidseltagninger, som man oplevede med Nakskovskibet Danica White i 2007.

Pirater ved Afrikas Horn kan fremover vente bevæbnede vagter på de danske skibe, som de forsøger at kapre. Det siger justitsminister Morten Bødskov (S).

Han mødes tirsdag med Danmarks Rederiforening, som ønsker smidigere regler, så hver enkelt vagt ikke skal godkendes personligt før hver sejlads under dansk flag. Det ønske åbner Morten Bødskov for.

- Vi skal have en mere smidig procedure for midlertidig godkendelse af vagter om bord på vore skibe, siger justitsministeren.

- FN har udsendt en ny rapport, som viser, at pirateriet breder sig. Vi har også oplevet forfærdelige eksempler på danske skibe. Derfor vil regeringen sammen med rederierne se på erfaringerne fra andre lande, siger Morten Bødskov.

Han venter snart en ordning på plads. Rederiet får en midlertidig tilladelse, hvis skibet har entreret med et vagtfirma. Det skal dels godtgøre, at våbnene opbevares sikkert på skibet, dels garantere søfolkenes sikkerhed om bord, påpeger Morten Bødskov.

Han vil dog endnu ikke sætte dage og måneder på. hvor lang tid en midlertidig godkendelse kan løbe.

Rederiforeningen har før påpeget, at det er langt lettere at bevæbne skibe under norsk eller Singapore-flag.

Justitsministeren vil give midlertidige tilladelser til bevæbnede vagter i bestemte områder som Afrikas Horn, der plages af meget pirateri.

- Det vil være områder som Afrikas Horn, hvor der er store problemer med pirateri, siger Morten Bødskov.

Det kan også være andre piratplagede havområder som det snævre Malacca-stræde mellem den malajiske halvø og den indonesiske ø Sumatra, påpeger han.

- Vi kan se af FN-rapporten, at problemet vokser og spreder sig. Regeringens opfattelse er, at vi skal gøre det nemmere, så rederierne kan få våben og vagter om bord, men det skal være sikkerhedsmæssigt forsvarligt, siger Morten Bødskov.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App