BMW-ejer har fået sin stjålne bil tilbage

Per Jørgensen fra Stubbekøbing fik onsdag sin stjålne BMW retur, efter at den har været væk i 20 dage. Finderen kan nu glæde sig over en dusør på 50.000 kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det vakte glæde flere steder, da en mand fra Næstved onsdag fandt en BMW på H.C. Andersensvej. Finderen blev glad for, at det var ham, der fandt bilen, for der var udlovet en dusør på 50.000 kroner til den, der kunne hjælpe ejeren med at få den tilbage.

Per Jørgensen ejer bilen, og han blev glad over at få den tilbage, efter at have undværet den siden 8. august, hvor den blev stjålet fra hans hjem i Stubbekøbing.

- Jeg er rigtig glad for at få den tilbage, og jeg fortryder ikke, at jeg har lovet 50.000 kroner ud til den, der har fundet den, siger han oven på genforeningen med den dyre bil.

Vil sælge den

BMW'en har en nypris på cirka 2 millioner kroner, og tyveriet ville ikke blive dækket af forsikringen, fordi der ikke var gps i. Derfor stod Per Jørgensen til at miste en god sum penge, hvis ikke bilen igen dukkede op. Selv om han er glad for at have den tilbage, og bilen er i fin stand, vil han nu forsøge at sælge den, idet han ikke bryder sig om, at andre har ligget og kørt rundt i den i 20 dage.

Siden den blev stjålet 8. august har bilen kørt 2000 kilometer.

Også fundet i fredags

Per Jørgensen kunne allerede have fået sin bil tilbage i fredags. Her blev han midt om natten ringet op af politiet, der havde fundet den i Næstved, men da han selv kørte derud om morgenen, var den væk igen.

Politibetjentene havde lukket luften ud af et af dækkene, men det forhindrede åbenlyst ikke tyvene i at fortsætte med at køre i den efterfølgende. Hos politiet er forklaringen, at det er normal kotyme at forsøge at gøre bilen ude af stand til at køre, men at man normalt ikke plejer at gøre mere.


Nyhedsoverblik