Blokade ophævet

De strejkende Falck-reddere har stoppet deres blokade af vagtcentralen i Holbæk. Ledelsen i Falck mente, at blokaden gjorde det vanskeligt at hjælpe folk i nød.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kort før klokken 12 forsvandt de strejkende blokadevagter foran Falcks vagtcentral i Holbæk. Vagtcentralen dækker hele Region Sjælland.

De strejkende sagde, at de ville forhindre at Falck fik flere ansatte ind på vagtcentralen end man har aftalt. I øjeblikket er der ansatte nok til at klare et nødberedskab.

Tidligt i morges stillede de strejkende sig derfor op foran indgangen til Falcks vagtcentral og flere ansatte kunne ikke komme på arbejde.

Det fik efterfølgende kommunikationsdirektør i Falck, Louis Honoré til at sige, at han frygtede for at Falck ikke kunne yde hjælp til personer i kritiske situationer.

Foreløbig ser det ud til at konflikten mellem de strejkende reddere og Falck er gået i hårdknude. De er uenige om løn og ansættelsesforhold. Der er ingen meldinger om, at de stridende parter er begyndt at tale med hinanden.

Kunder hos Falck opfordres til stadig at ringe til vagtcentralen, når de får problemer. Hvis Falck ikke kan sende hjælp vil de forsøge at guide kunderne til selv at løse problemerne på bedste vis.


Nyhedsoverblik