Det vi har sammen

Blev advaret om dårligere forhold på Skarridsøhjemmet

Foto: TV ØST

De seneste dages historier om kummerlige forhold for en række beboere på Skarridsøhjemmet i Jyderup kommer måske ikke helt bag på politikerne i Holbæk. Et notat på kommunens egen hjemmeside viser, at politikerne blev advaret om, at de besparelser, de planlagde at gennemføre på hjemmet, ville kunne føre til dårligere rengøring og ringere personlig hygiejne for beboerne.

- Lad os nu se, hvad den undersøgelse, som KL laver, viser. Om der i det hele taget er en sag. Før vil hverken jeg eller nogen andre i Holbæk kommune forholde sig til, hvilke årsager der er til hvad, siger borgmester Søren Kjærsgaard (Venstre) i dag til TV2 Øst.

Et notat på kommunens egen hjemmeside viser ellers, at der i forbindelse med budgetbesparelserne for 2011, blev lagt en spareplan for Skarridsøhjemmet på 550.000 kr. I forbindelse med planerne blev en lang række af de konsekvenser, som besparelserne muligvis ville have for beboerne listet op, herunder mindre tid til personlig hygiejne,  dårligere rengøring, ringere aktiveringsniveau, øget medicinforbrug og mindre opsyn med borgerne.

Kommunens politikere vedtog næsten hele besparelsen, men undlod at skære for 120.000 kr personaletimer.

Borgmester Søren Kjærsgaard vil dog i dag ikke forholde sig til, om de besparelser, kommunen foretog i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2011, kan kobles sammen med de afsløringer af kummerlige forhold for beboerne på hjemmet, som Ekstra Bladet de seneste dage har bragt.

- Vi vil til bunds i denne her sag og derfor har vi også bedt KL om at undersøge den grundigt, så der ikke skal være tvivl om, om der er en sag og hvad den i så fald måtte indeholde. Vi skal have fakta på bordet og først derefter forholder vi os til hvordan det ser ud, og om det skal have nogle konsekvenser, siger Søren Kjærsgaard i dag.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App