Det vi har sammen

Blæst og kulde kommer i denne uge

Foto: TV ØST

De første ugedage er de bedste rent vejrmæssigt, siger DMI. Derefter begynder temperaturerne at dykke.

Ugevejret begynder skønt og sommeragtigt, men det er om at komme udendørs og nyde herlighederne og de helt op til 27 grader, mens tid er.

Derefter ser det nemlig ud til at gå ned ad bakke.

Blæst og kulde på vej

I slutningen af ugen falder temperaturerne, og samtidig skruer blæsten op for styrken, fortæller Danmarks Meteorologiske Institut.

- Mandag bliver en ganske flot dag. Hvis man sover lidt længe tirsdag, så ser det også fornuftigt ud med vejret, for så undgår man de regn- og tordenbyger, der kan genere om især morgenen og formiddagen, siger vagthavende meteorolog Frank Nielsen.

- Men hen over ugen er der lidt en nedadgående tendens med mere regn og efterhånden køligere vejr. Det er nok i særdeleshed den sidste del af ugen, hvor det bliver blæsende fra vest og kun omkring 20 grader, når det er varmest, tilføjer han.

Mandag når 25 grader

Ugens første dag ser ud til at blive ugens skønneste, hvor vi fortsætter de pæne takter fra søndagens vejr, lyder det.

- Mandag når vi op på omkring de 25 grader, og vi får ganske meget sol og kun jævn vind. Det bliver en rigtig dejlig sommerdag, hvor man kan til tage stranden uden problemer, fortæller Frank Nielsen fra DMI.

Allerede mandag aften og natten til tirsdag kan der dog komme en front ind fra vest med regn og tordenbyger. Den når måske først den østlige del af landet tirsdag morgen.

- Men når det så er overstået om tirsdagen, så klarer det op igen, og det bliver helt op til 20-25 grader, fortæller meteorologen fra DMI.

Risiko for masser af regn

Midten af ugen er i øjeblikket lidt svært at spå om i prognoserne, for der kan trække et lavtryk op med en masse regn, men det er usikkert, hvordan det rammer Danmark og sætter sig præg på vejret.

Der skulle dog være mulighed for ganske fornuftige temperaturer, mens fredag, lørdag og søndag kun ser ud til at byde på omkring 20 graders varme, når det går højest.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App