Blæst lukker Farøbroen

Foto: TV ØST

Kraftig blæst lukkede onsdag eftermiddag Farøbroen. Trafiksituationen er kaotisk.

Den kraftige blæst, der onsdag eftermiddag ramte det sydlige Sjælland og omliggende øer, betød, at Farøbroen blev lukket for al trafik.

En campingvogn blæste omkuld og en let varevogn med presenningsdækket lad væltede også i den kraftige blæst ude på broen, oplyser vagthavende ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

I stedet skulle trafikken ledes over Storstrømsbroen. Ifølge politiet i Nykøbing Falster har det givet en kaotisk trafiksituation i området. Flere steder på Sydsjælland og Falster væltede træer ned over vejene.

Vejret betød også, at vindfølsomme køretøjer blev bedt om at holde sig væk fra Storebæltsbroen.

Hos DMI kalder man onsdagens vejrsituation "usædvanlig". For mens der var nærmest vindstille i Nordsjælland, var det tæt på storm i den sydligste del af landet, oplyser seniorklimatolog John Cappelen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App