Dieseltyve jaget og stoppet med sømmåtte

OPDATERET: To unge mænd fra Slagelse blev efter en biljagt i nat stoppet af politiets sømmåtte. Mændene sigtes for to biltyverier og for at have stjålet diesel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Natten til fredag førte mistanke om tyveri af diesel og to biler til anholdelse af to unge mænd fra Slagelse. Mændene blev straks efter sigtet for tyveriet af den bil, de kørte i. Efter politiets efterforskning fredag er de nu sigtet for alle tre forhold.

Det er især videomateriale, der belaster de unge mænd på henholdsvis 19 og 21 år.

- Flere aspekter har ført til sigtelserne. Men videoovervågning fra parkeringspladsen i Gørlev, som viser personer, der unægteligt ligner de to mænd, er en afgørende faktor, siger Matin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.  

Tankdæksel brudt op
Dramaet omkring de to unge tager sin begyndelse torsdag Kl. 23.06, hvor politiet bliver kontaktet af en vognmand i Gørlev. Vognmanden undrer sig over en efterladt varebil på hans firmas parkeringsplads. Det viser sig, at varebilen er blevet stjålet for to dage siden i Herlufmagle. Politiet eftersøger uden held området for personer. Til gengæld finder man en lastbil, hvis tankdæksel er brudt op.

Kort herefter bliver en personbil meldt stjålet på en nærliggende vej. En bil, som en af politiets patruljebiler tilfældigvis opdager kort efter og begynder at jagte nord for Slagelse.

Stoppet med søm
Bilen slipper i første omgang væk og bliver først senere stoppet af Sydsjællands og Lolland Falsters politi med sømmåtte på Slagelse Landevej.

Udover de tre tyverier, viste det sig også, at den 21-årige kørte uden kørekort, da han tidligere har fået det frataget.


Nyhedsoverblik