Bilsalget overvinder krisen

I januar blev der indregistreret 30 procent flere biler end samme måned i 2008. Dermed er krisen umiddelbart et overstået kapitel i bilbranchen. Der er dog et ’men’, som gør det vanskeligere for forhandlerne at tjene penge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der bliver igen solgt lige så mange biler som før krisen. Og det kan mærkes på økonomien blandt mange af regionens bilforhandlere.

- Vi er meget tilfredse med salget det sidste år, og vi kan genkende bundlinjen fra før krisen, siger Niels Larsen, direktør for Selandia Automobiler.

En ny opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at der blev indregistreret mere end 12.000 nye personbiler i januar i år. Det er over 4.000 flere end i samme måned for tre år siden, da krisen var på sit højeste niveau. En af årsagerne til den positive udvikling er, at der bliver solgt langt flere små biler.

- Folk begynder også at tænke lidt mere ud over økonomien. De tænker i grønne baner og vælger de biler, der kører lidt længere på literen og dermed forurener mindre end de store biler, siger Niels Larsen

Jørgen Duedahl fra Næstved er et eksempel på samme historie. Han har en masse overflødig plads i sin gamle Ford Focus stationcar. Derfor har han valgt at skifte den ud med en billigere og mere miljøvenlig Ford Fiesta.

- Den er for dyr, og den bruger alt for meget brændstof. Og der er jo ingen grund til, at vi kører rundt og sviner, når man oven i købet kan spare lidt penge, forklarer han.

Selvom der bliver solgt flere små biler, så bliver der solgt færre af de store. Det betyder, at forhandlerne tjener mindre pr. bil, og derfor skal der løbes hurtigere for at opnå de samme tal på bundlinjen som før krisen.

- Vi skal løbe hurtigere for at opnå de samme resultater som før krisen. Men sådan er det nok at drive virksomhed i dag, siger Niels Larsen.


Nyhedsoverblik