Billig strøm drukner i stigende afgifter

Selvom prisen på strøm er lav, er elregningen stadig stor på grund af stigende elafgifter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selvom elprisen er i bund, betyder det ikke flere penge til feriefornøjelser for danskerne. Tværtimod betaler elforbrugere og virksomheder i 2012 rekordpriser for strømmen i stikkontakterne, viser opgørelser fra Dansk Energi ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten.

At prisfaldet på el ikke kan aflæses i kundernes elregning, skyldes statslige elafgifter, der tordner i vejret.

Afgifter ender i statskassen
Ifølge Skatteministeriet står statskassen i år til at få 11,6 milliarder kroner i kassen fra elafgifter, selv om elforbruget tegner til at blive mindre end i 2005, da afgifterne blot fyldte statskassen med 8,4 milliarder kroner.

Statens hårde afgiftskurs betyder, at Danmark i dag topper listen, når det gælder de højeste elafgifter i EU, og det er en udvikling, som møder hård kritik i erhvervslivet.

- Elafgifterne er på et vildt højt niveau i Danmark. Fortsætter man på denne måde, ender det med, at der ingen private virksomheder er tilbage, siger Steen Vohlander, formand i Foreningen for Slutbrugere af Energi (FSE), til Jyllands-Posten.

Det er SEAS-NVE's elforbrugere på Sjælland, der betaler mest for deres strøm. Det viser Energitilsynets seneste kvartalsopgørelse.


Nyhedsoverblik