Biljagt i Vordingborg

Politiet jagtede natten til torsdag tøj-tyve i Vordingborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Omkring klokken 2.30 natten til torsdag fik Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en anmeldelse om, at nogle var ved at bryde ind i tøjbutikken Incognito i Vordingborg.

Beskrivelsen af gerningsbilen lød på en mørkeblå Audi stationcar. Da politiet kørte mod centrum ad Københavnsvej, mødte de en bil, der passede på beskrivelsen.

De vendte patruljevognen og kørte efter den blå Audi. Men de mistænkte havde ikke tænkt sig at lade politiet komme i nærheden af sig, og de fik rystet politiet af sig, da de til sidst kørte over 200 km/t.

Politiet fik imidlertid en melding om, at der nu holdt en grå Mitsubishi foran gerningsstedet. Da politiet ankom, var bilen dog væk - men den blev senere fundet på Slagelsevej ved Kyse.

Det viste sig, at bilen var stjålet, og den indeholdt spor fra andre indbrud. Politiet vil dog ikke oplyse, hvilke spor eller indbrud der er tale om.

Et vidne har set den ene gerningsmand fra indbruddet i Incognito, som beskrives som 180 centimeter høj og almindelig af bygning. Han bar en sort elefanthue, mørkeblå cowboybukser og sorte handsker. Manden var også iført en mørk hættetrøje med hvidt logo på venstre bryst.

Politiet hører gerne fra vidner, det kan have set de mistænkte eller den mørkeblå Audi.


Nyhedsoverblik