3 unge mænd på henholdsvis 17, 17 og 19 år blev i nat anholdt i Slagelse. Anholdelsen kom efter en biljagt rundt i byens gader, der til sidst endte med, at bilen bragede ind i et færdselsskilt.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Politiet blev opmærksomme på bilen under en rutinekontrol, og advarselslamperne blinkede, da bilen i stedet for at standse på politiets bud valgte at stikke af.
Jagten gik ad Rosenkildevej, Klokkestøbergade, Kandestøbergade, Gørtlergade, Torvegade, Rådhuspladsen, Nytorv og Smedegade, hvor bilen kørte venstre rundt i rundkørslen ved Skolegade.
Herefter kom bilen i slinger, og fortsatte over en vejchikane, ramte en påbudstavle og en advarselstavle. Og så holdt den stille.
Det var en 19-årig mand fra Slagelse, der førte bilen. Han bliver nu sigtet for at køre i påvirket tilstand, for at bryde færdselsloven og for at bære kniv.
Også en 17-årig mand fra Slagelse blev sigtet for besiddelse af hash.