Biljagt ender med voldsom ulykke. En dræbt.

Med politi i hælene forulykker en bil med tre mænd i motorvejsafkørsel ved Rønnede. En er død. To andre anholdt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En bil med tre mænd forulykkede mandag eftermiddag, da den med høj fart kørte ind i en motorvejsafkørsel ved Rønnede på Sydsjælland. Mændene forsøgte tilsyneladende at slippe væk fra politiet, der havde forfulgt bilen på motorvejen.

En mand døde ved ulykken, mens de to andre er blevet anholdt.

- Mændene forsøgte at køre fra politiet, men ved Rønnede, hvor afkørslen tager en 180 grader kurve, forulykkede bilen, og den ene mand kom så alvorligt til skade, at han døde, siger vagtchef Henrik Karlsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Bilen, der var meldt stjålet i København, var eftersøgt efter et indbrud i Nykøbing Falster.

Den blev opdaget af en af politiets patruljebiler og en motorcykelbetjent, da den kom kørende på Sydmotorvejen i nordgående retning.

Politiet satte efter bilen ved Tappernøje og fulgte den omkring 10 kilometer nordpå, hvor den forulykkede i Rønnede-afkørslen.

Da politiet nåede frem, var den ene af de to overlevende mænd løbet fra ulykkesstedet, og den anden stak af, mens politiet forgæves forsøgte at genoplive den hårde sårede tredjemand.

De to mænd er imidlertid fanget igen og anholdt.

- Der er formentlig tale om tre østeuropæiske mænd, men vi har endnu ikke mange oplysninger om dem, siger vagtchefen.


Nyhedsoverblik