Bilist kvæstet efter sammenstød med rundkørsel

Foto: TV ØST

Af ukendte årsager kørte en mandlig bilist onsdag aften tværs over en rundkørsel. I bilen var også en kvindelig passager.

Ved 20-tiden onsdag aften overså en mandlig bilist tilsyneladende en rundkørsel på Skovvej i Jyderup. I hvert fald kørte han direkte hen over forhøjningen i rundkørslen. Det resulterede i, at bilen slog en kolbøtte og landede på taget på en mark ved siden af.

Billigt sluppet
Manden og hans kvindelige passager er dog begge uden for livsfare.

- Efter at have set, hvor medtaget bilen er, så vil jeg sige, de er sluppet billigt, lyder det fra Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Manden er endnu indlagt på Rigshospitalets Traumecenter, men er ikke alvorlig kvæstet. Kvinden slap med småknubs.

Årsagen er ukendt
Politiet har endnu ikke haft mulighed for at afhøre de to, så det står endnu uklart, hvad årsagen til uheldet er.

Rutinemæssigt er der blevet taget en blodprøve, som om et par uger kan give svar på, om bilens fører var påvirket af alkohol.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App