Midt- og Vestsjællands Politi vil have den mand fængslet, som onsdag aften påkørte tre vejarbejdere på motorvej E20 ved Ringsted.
- Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør i eftermiddag, fortæller pressetalsmand Carsten Andersen.
En af vejarbejderne kom ind under bilen i forbindelse med ulykken. Han måtte efterfølgende overføres til Odense Universitetshospital til behandling for sine kvæstelser.
Ulykken skete, da vejarbejderne var i færd med at sætte et nyt autoværn op. Den 31-årige bilist mistede herredømmet over køretøjet og ramte arbejderne.
Politiet mener, at han har kørt hurtigere end de tilladte 70 kilometer i timen på strækningen.
Efter ulykken forsøgte bilisten, som efter politiets opfattelse var påvirket af spiritus, at stikke af over markerne.
Flugten fik dog ende, da en af politiets hundepatruljer blev sat ind og fik fat på manden.
/ritzau/