Det vi har sammen

Bilist kørte fra påkørsel ved skole

Foto: TV ØST

En kvindelig bilist bakkede i går ind i en 12-årig dreng, som kom cyklende på Skolegade ved Østre Skole i Holbæk. Kvinden kørte fra påkørslen uden at give sig selv til kende.

Det var faderen til den 12-årige dreng, som anmeldte påkørslen til Midt- og Vestsjællands Politi.

Drengen kom ved otte-tiden cyklende på Skolegade i Holbæk. Ved fodgængerfeltet parkerede en sort personbil. Den kvindelige bilist var ved at sætte en lille dreng af. Da det var gjort, bakkede hun ind i den 12-årige dreng, som skreg op og væltede ned på jorden.

Kvinden standsede straks bilen, men hurtigt herefter valgte hun at køre fra stedet uden at give sig til kende. Drengen er sikker på, at kvinden opdagede, at hun ramte ham.

Den 12-årige slap fra påkørslen med et hævet knæ, men politiet vil gerne tale med den kvindelige fører af personbilen op opfordrer vidner til at ringe 114.

Tip os Har du et godt tip?