Bilist fastklemt i over en time

26-årig mand skal muligvis have amputeret benet, efter han lillejuleaften påkørte et træ i udkanten af Nakskov

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 En ung mand blev søndag aften alvorligt kvæstet, da han kørte galt i sin personbil i udkanten af Nakskov.

      Den 26-årige kom kørende ad Maribovej, da han af ukendte årsager hamrede ind i et vejtræ med høj hastighed.

      - Han sidder fastklemt i over en time, før man får ham ud, siger vagtchef Søren Østervig fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

      Den tilskadekomne bilist blev skåret fri og behandlet undervejs, inden han blev fløjet med helikopter til Odense Universitetshospital.

      Ifølge vagtchefen er bilisten ikke i livsfare, men han er hårdt medtaget efter soloulykken.

      - Han har en del indre kvæstelser og skader i benet. Man kan ikke afvise, at han skal have amputeret benet, lyder det fra Søren Østervig.

      En bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet - blandt andet for at fastlægge bilens hastighed ved kollisionen med vejtræet.

      /ritzau/


Nyhedsoverblik