Bil-indbrudstyve har frit spil

Hvert år bliver 20.000 biler på Sjælland udsat for indbrud, og gerningsmændene bliver praktisk talt aldrig fundet. Det skriver DAGBLADET Køge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

      Gerningsmændene efterlader sig sjældent brugbare spor, og de er som regel længe væk, når indbruddet bliver opdaget. Selv når politiet stopper en mistænkelig person, er det ofte vanskeligt at spore tyvekoster tilbage til gerningsstedet.

      Opklaringsprocenten for bilindbrud skal sandsynligvis skrives med kun ét ciffer, siger chefpolitiinspektør Sten Skovgaard Larsen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

      - Vi må erkende, at opklaringsprocenten er meget lav. Problemet med bilindbrud er, at vi næsten altid hører om det dagen efter, og det gør det umuligt at reagere hurtigt. Vores muligheder for at være på rette tid og sted er begrænset, og derfor er vi afhængige af borgernes hjælp, siger Sten Skovgaard Larsen til DAGBLADET Køge.

      Ifølge forsikringsselskabernes brancheorganisation Forsikring og Pension koster et bilindbrud mellem 6000 og 10.000 kroner, og en betydelig del af det beløb skal dækkes af bilejerens selvrisiko.

      Den samlede regning for de sjællandske bilindbrud ligger på mellem 100 og 200 millioner kroner årligt.


Nyhedsoverblik