Det vi har sammen

Bil fra dramatisk biltyveri fundet

Foto: TV ØST

Bilen fra biltyveriet i Holbæk i går eftermiddags, hvor en 5-årig dreng sad bagi, blev fundet fredag formiddag på Frederikssundsmotorvejen.

Biltyven havde efterladt den sorte Opel Astra ved afkørsel Jyllingevej. Det skriver Nordvestnyt.

- Det var bekendte til bilejeren, der så bilen ved afkørslen og undrede sig over, hvorfor den holdt der. Og de kontaktede så bilejeren, fortæller kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi til Nordvestnyt.

Biltyveriet skete i går kort før klokken 17, da faren til drengen stod og hævede penge i Danske Bank på Ahlgade i Holbæk 3-4 meter fra bilen. Nøglen havde siddet i tændingen, og biltyven kørte afsted, hvorefter han opdagede drengen i bagi.

En anden bil samlede faren op og satte efter den stjålne bil. Da den holdt i kø 500 meter længere fremme på Ahlgade, skyndte faren sig ud og bankede på den stjålne bil. Til trods for at tyven havde låst bilen, fandt drengen ud af at komme ud.

Herefter bakkede biltyven ind i holdende taxa og fortsatte videre østpå af Munkholmsvej. Ved krydset Munkholmsvej/Elverdamsvej kørte biltyven direkte op bagi en anden bil, der holdt for rødt. Men han formåede at fortsætte i den sorte Opel Astra.

Den beskadigede bil er nu fundet på Frederikssundsmotorvejen.

Biltyven er stadig på fri fod, og politiet hører fortsat gerne fra vidner. Biltyven beskrives som kraftig af bygning med brune øjne. Han bar en sort hættetrøje og en sort kasket.

 

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App