Bil fra bagerrøveri fundet

Foto: TV ØST

En bil, der lørdag blev brugt i forbindelse med et røveri mod en bagerforretning i Ringsted, er fundet.

En politipatrulje fik søndag eftermiddag øje på en bil, der holdt parkeret på Ahorn Alle. Da bilen passede på beskrivelsen af »røverbilen«, der blev set køre væk fra røveriet mod Munkegårdens Bageri i Sjællandsgade i Ringsted lørdag formiddag, blev den bragt til politistationen til nærmere teknisk undersøgelse.

Der er tale om en ældre sølvgrå Toyota, og vidner har bemærket, at bilens lydpotte hang, så den har formodentlig larmet under flugten. Det skriver DAGBLADET Ringsted.

Politiet vil gerne i kontakt med folk, der har set personer ved bilen eller i området omkring Ahorn Alle, som kan passe på beskrivelserne af de to gerningsmænd fra røveriet i bagerbutikken.

Røveren, der kom ind i bagerbutikken klokken 11.20 lørdag formiddag og truede personalet med en kokkekniv med en 30 centimeter lang klinge i butikken, beskrives som en dansk mand, mellem 16 og 25 år, 170 til 180 centimeter høj og spinkel af bygning.

Under røveriet var han iført en mørk dynejakke med en hætte, som var trukket op på hovedet. Under hætten bar han en rødlig hue/skimaske - kun med to huller til øjnene - brede, hvide/blå sko og cowboybukser med »hængerøv«.

Den medsammensvorne i bilen, der holdt uden for butikken og ventede, beskrives som en mand med udenlandsk udseende, cirka 30 år, og med et sort, tæt skæg om munden. Der er ingen detaljer om højde og bygning, da han sad i bilen under hele forløbet.

Har man oplysninger i sagen, bedes man kontakte politiet ved at ringe 114 eller 46351448.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App