Bil brugt som våben

En ung mand brugte fredag aften sin bil som et livsfarligt våben. Han kørte ind i en kvindelig ansat på Lalandia. Det skete umiddelbart efter, at han og tre venner var blevet bortvist fra feriecentret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var på Lalandias parkeringsplads, at en 40-årig kvinde fredag aften blev torpederet af en bil. 

- Vi ser alvorligt på det, for når man bruger en bil som redskab til at påkøre et andet menneske, så kan det få nogle alvorlige følger, siger Ole Hald, som er vagtchef hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

De fire unge mænd, der sad i bilen, havde tidligere på aftenen været så urolige på stedets bar, hvor den 40-årige kvinde arbejder, at de blev smidt ud.

Da kvinden senere havde fri, så hun, at de fire mænd var på vej væk i bil, og hun forsøgte at tale dem fra at køre beruset.

Som svar blev hun slået over armen med en ratlås formet som et baseballbat. Og mens hun ringede til politiet, så tog bilen en runde mere og kørte hende ned bagfra.

- Hun er sluppet med nogle knubs, og så er hun rystet og meget chokeret over det, hun har været udsat for, fortæller Ole Hald fra politiet.

Mændene blev senere på aftenen anholdt på motorvejen. De bliver nu sigtet for at have bragt kvindens liv og førlighed i fare, for vold og føreren også for spirituskørsel.  Hans promille var så høj, at han fik inddraget sit kørekort på stedet.

 

 


Nyhedsoverblik