Bidød hugger ind på honninghøsten

Årets honninghøst er ramt af vinterens bidød. Biavlerforeningen arbejder for at få landmændene til at dyrke mere bivenlige afgrøder for at styrke produktionen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En vinter, der tog livet af en tredjedel af landets honningbier, sætter sit præg på årets honninghøst.

- Vi forventer ikke nogen stor honninghøst, men det bliver heller ikke katastrofalt trods manglen på bier, siger konsulent og daglig leder i Danmarks Biavlerforening Asger Søgaard Jørgensen til Ritzau.

Årsagerne til massebidøden er ifølge konsulenten mange: Et skidt efterår med for lidt pollen har sammen med den frygtede varroamide, der suger blod hos honningbiens larver, deres del af skylden.

- Samtidig betyder ændringerne i landbruget med monokulturer og færre forskellige planter mindre føde til bierne. I mine egne to beskedne bigårde har jeg ikke samlet noget honning overhovedet, siger han.

Mange biavlere har haft travlt med at genopbygge bibestandene efter vinterens massedødsfald, og det reducerer honninghøsten.

Samtidig har lyngen, som er grundlaget for den gode lynghonning, haft det meget tørt. Det rammer honninghøsten i Vestjylland, hvor honninghøsten ifølge Asger Søgaard Jørgensen tegner dårligst. Ved den halvsløje høst sidste år var det ellers netop lynghonningen, der trak op, men det sker næppe i år, vurderer han.

Den danske honningproduktion dækker kun omkring et par tusind ton af danskernes årlige og stigende forbrug på i øjeblikket 5000 ton. Biavlerforeningen forsøger derfor på mange måder at styrke produktionen af honning.

- Vi intensiverer i år indsatsen for at få avlerne til at bekæmpe varroamiden. Samtidig prøver vi at få landbrug og skovbrug med på at lave beplantninger og læbælter, der sikrer mere foder til bierne. Men det kræver jo nogle penge, siger konsulent Asger Søgaard Jørgensen.

I Danmark er der under 4000 biavlere tilbage, og langt hovedparten er rene hobbyavlere. Omkring 100 avlere er professionelle med mellem 400-1000 bistader. 500-600 har en honningproduktion, som er af betydning for deres økonomi.

Læs mere om bidøden

Se TV2 ØSTs program om bidøden

 

/ ritzau /


Nyhedsoverblik