Betjent iført badebukser jagtede slagsbrødre

Et slagsmål i Faxe Ladeplads betød at den lokale landbetjent blev tilkaldt på sin mobiltelefon.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et slagsmål på værtshuset Gefion i Faxe Ladeplads udartede sig søndag aften så vildt, at den lokale landbetjent blev tilkaldt på sin mobiltelefon.

Han havde på det tidspunkt lige overstået sin fyraftensdukkert i Faxe Bugt, men tøvede af den grund dog ikke med at rykke ud, skriver Sjællandske.

Landbetjent Lars Jensen var slet ikke på arbejde, da han pludselig bliver anråbt.

- De slås inde på Gefion, er der én, der råber i mobiltelefonen. Men jeg er altså på vej hjem med pizza efter at have været ude at svømme. Jeg står her kun iført badebukser, så jeg synes ikke lige, jeg skal blande mig i et værtshus-slagsmål, fortæller Lars Jensen.

- Nu sparker de ham i hovedet, får jeg at vide, og jeg går ud for at se, hvad jeg kan gøre, fortæller landbetjenten til Sjællandske.

Da han kommer hen til værtshuset, er der to politipatruljer mødt frem, så Lars Jensen går hjem og skifter tøj. Undervejs har landbetjenten dog mødt de to, der viste sig at være overfaldsmændene. De forsvandt i første omgang, men den ene - en 27-årig lokal mand - meldte senere sig selv, da landbetjenten via flere sms'er havde gjort ham klart, at det kunne han lige så godt gøre så hurtigt som muligt.

I løbet af mandagen blev det besluttet at løslade manden igen - selv om overfaldet var særdeles groft. Den overfaldne - en 36-årig mand fra Faxe Ladeplads - var blevet slået både med flasker og stole, fortæller Sjællandske.


Nyhedsoverblik