Det vi har sammen

Bestyrelser skal erstatte landets regioner

Foto: TV ØST

Inden Venstres sommergruppemøde fredag afslører en række medier, hvordan Løkke vil erstatte regionerne.

 

Landets fem regioner skal afvikles inden for to år, og de folkevalgte regionspolitikere erstattes af tre sygehusenheder, styret af professionelle bestyrelser.

Det erfarer Fyens Stiftstidende.

Ifølge avisen lægges Midtjylland og Nordjylland sammen til en geografisk enhed. Det samme gør Hovedstaden og Sjælland, mens Syddanmark forbliver.

De folkevalgte regionsråd nedlægges, og i stedet skal sygehusene styres administrativt af bestyrelser bestående af blandt andre fagprofessionelle og politisk udpegede repræsentanter fra kommunerne.

Partitoppen i Venstre er dog ifølge avisen blevet usikker efter de seneste dages debat om regionernes fremtid.

Blandt andre har flere fremtrædende Venstrefolk og en række eksperter udtalt sig kritisk om lukning af regionerne.

Derfor blev der så sent som torsdag arbejdet med at justere udspillet, inden indenrigsminister Bertel Haarder (V) fremlægger det på partiets sommergruppemøde på Bornholm.

Siger gruppen ja til forslaget, kan regeringen træffe beslutning om at nedlægge regionerne.

De Konservative har længe udtrykt ønske om det, og det samme har DF. Mens Venstre har foretaget en kovending, som de gjorde med efterlønnen.

DR skriver i lighed med Fyens Stiftstidende, at de regioner, som Lars Løkke selv var med til at oprette i 2005, skal erstattes af "tre nye sundhedsregioner, som skal ledes af professionelle bestyrelser bestående af embedsmænd og eksperter."

Berlingske har ligeledes fisket efter nyheden inden offentliggørelsen, og avisen skriver da også, at de danske sygehuse fremover "skal styres af tre sygehusfællesskaber med repræsentanter udpeget af staten."

Avisen skriver om de statsudpegede repræsentanter, at det bliver "professionelle embedsmænd og eksperter udpeget af sundhedsministeren".

/ritzau/

02:12 Luk video

 

Tip os Har du et godt tip?