Besøg en ø

Foto: TV ØST

Det går kun nedad for indbyggertallet på småøerne i regionen. Men øboerne har ikke tænkt sig blot at se til. Derfor inviterede de i dag til åben ø dag, hvor potentielle tilflyttere kunne få et indtryk af livet som øbo.

Færgen tager nøjagtig 14 minutter, og så havner man på Agersø. En syv kvadratkilometer stor ø i massive problemer. På bare 50 år er indbyggertallet på øen nemlig halveret, og det er et billede, der tegner sig for mange af småøerne i regionen. Derfor tog øboerne i dag kampen op og inviterede til åben ø dag. Det er et led i forsøget på at få flere til at bosætte sig på øerne.

- Vi bruger dagen på at gøre opmærksom på os selv og gøre folk opmærksomme på, hvor nemt det er at komme herover. Man kan rent faktisk sagtens leve et normalt liv, selvom man bor på en ø, siger Jytte Bjergvang, der er arrangør af ø dagen på Agersø.

Nye tilflyttere

Palle Skov Jensen var en af de få, der har taget færgen den anden vej. I april takkede han ja til jobbet som skolelærer med medfølgende tjenestebolig på Agersø.

- Jeg har nok lidt en mani for småøer, som jeg har udviklet i de sidste 10-15 år. Jeg holder meget af det nærvær og den omsorg, man har for hinanden i et lille lokalsamfund, siger Palle Skov Hansen.

Men eventyret som lærer på øen ender måske snart. Hvis affolkningen fortsætter, så er der ikke mange børn tilbage at undervise. Men det skræmmer ikke den nytilflyttede skolelærer.

- Det vigtigste er, at her er ro og tid til eftertanke. Så må vi se, hvad der sker, siger Palle Skov Jensen.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App