Besluttet: Amy kommer hjem

Børneudvalget i Næstved Kommune har besluttet, at 12-årige Amy Steen kan flytte hjem til sin plejefamilie igen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hjem til plejefamilien igen

Langt om længe er der kommet en afgørelse i den omstridte sag fra Næstved. Kommunens Børneudvalg har netop besluttet, at 12-årige Amy Steen skal flyttes tilbage til sin plejefamilie i Næstved, som hun blev fjernet fra i foråret. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

- Det her er en meget svær og kompliceret sag. Og derfor er vi også glade for den rådgivning, vi har modtaget, og for at VISO (den nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation, red.) har prioriteret sagen højt. Som tingene har udviklet sig, er den bedste løsning for Amy, at hun vender tilbage til sin plejefamilie, hvor hun kan få den ro og stabilitet, som hun har behov for, siger formand for Børneudvalget Søren Dysted.

Kommunen beklager

- Amy har været hovedperson i en sag, som desværre har strakt sig over en for lang periode. Hun har været udsat for en dramatisk flytning, og det har været svært at finde det rette tilbud til hende. Det beklager vi, siger formand Søren Dysted.

Den nye løsning skal ses som en del af en ny samlet løsning. Samtidig med at Amy Steen skal flyttes tilbage til plejefamilien, vil man arbejde på at genetablere tilliden mellem de involverede parter.

Familierelationer skal rettes op

Kommunen skriver, at der skal arbejde med at genskabe en god relation til adoptivfamilien og lillesøsteren.

- Vi arbejder blandt andet på, at Amy igen får kontakt og samvær med sin lillesøster, og at hun får tilrettelagt et relevant skoletilbud. Ligeledes vil vi sikre, at både plejefamilien og adoptivforældrene får den nødvendige professionelle støtte, der skal til for at skabe et konstruktivt samarbejde. Her vil vi fortsat benytte VISO til at rådgive os, siger Børne- og kulturdirektør Per B. Christensen.


Nyhedsoverblik