Beredskabet er populært

Unge værnepligtige står i kø for at aftjene deres værnepligt hos Beredskabsstyrelsen. Interessen er så stor, at alle hold er fyldt op et år frem i tiden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et stigende antal værnepligtige vælger frivilligt at aftjene deres værnepligt hos Beredskabsstyrelsen. Faktisk er interessen så stor at alle hold er fyldt op et år frem i tiden.

- Vi oplever, at de er langt mere positivt motiverede for at komme ind og lære noget som de kan se en mening i. De oplever jo at blive tilkaldt til assistance for politi, kommuner, Fødevarestyrelsen og hvem vi ellers assisterer rundt om kring, fortæller Peter Wehler, brigadechef hos Beredskabsstyrelsen i Næstved.

Én af dem, der selv har valgt at aftjene sin værnepligt hos Beredskabsstyrelsen er David Poppe.

- Jeg synes, det er federe at kunne få en uddannelse, mens jeg aftjener min værnepligt. I forhold til at komme ud og lære at skyde med gevær og kaste granater, siger David Poppe.

Værnepligten hos Beredskabsstyrelsen tager et halvt år. 20 procent af dem, der består forløbet, vælger at fortsætte i det samlede danske beredskab.

- Det kan enten være i det kommunale beredskab som brandmand, i Falck som redder, eller ude i private virksomheder, fortæller Peter Wehler.

Efter bare to måneder i uniform er David Poppe også overbevist om at han vil fortsætte i uniform når værnepligten er ovre.

- Jeg vil gerne være brandmand. Det har egentlig aldrig været mine fremtidsplaner, men jeg synes, det er utroligt fedt det vi lærer hernede, fortæller han.


Nyhedsoverblik