Bekymrede mødre belaster soldater

Foto: TV ØST

Pårørende til soldater i krig er uforberedte på angst og bekymringer. Derfor mangler de overskud til at bakke de udsendte op. Det belaster også soldaterne.

Forældre, kærester og børn til udsendte soldater lever under et ekstremt pres. De er ofte uforberedte på, hvor belastende det er at have en nær pårørende udsendt i Afghanistan og plages af søvnløshed og angst.

For nogle er bekymringerne så store, at de ikke har overskud til at bakke op om udsendelsen, og det kan få alvorlige følger for soldaterne, viser en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI.

Ifølge forsker bag undersøgelsen "Hjemvendte soldater" Jens Erik Kofod, der har interviewet de medvirkende soldater og pårørende, er det afgørende for en succesfuld udsendelse, at de nærmeste bakker op.

- De pårørendes reaktioner betyder meget, og alle soldater kan fortælle, hvordan de har set kammerater gå ned, efter at de har haft en grædende mor eller kæreste i røret. Den slags samtaler gør det umuligt for soldaten at koncentrere sig 100 procent om sit arbejde, siger Jens Erik Kofod.

For nogle soldater bliver bekymringerne hjemmefra så belastende, at de helt vælger at undlade at ringe hjem. De
mangler overskud til endnu en gang at forsvare beslutningen om at være draget af sted eller orker ikke at høre på, om det ikke er bedre at vende hjem før tid.

- Forsvaret råder de pårørende til at støtte den udsendtes beslutning, men vi kan se, at det er svært. Måske fordi der er langt fra at sidde til et informationsmøde til at stå i situationen, hvor man gennem medierne hører, at en dansk soldat er blevet dræbt, siger Jens Erik Kofod.

På baggrund af undersøgelsen anbefaler forskerne, at hjælpen til de pårørende intensiveres. For eksempel ved at matche pårørende med familier, som tidligere har haft en søn eller kæreste udsendt.

Undersøgelsen kommer, netop som politikerne på Christiansborg indleder forhandlingerne om en ny veteranpolitik.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App