Befolkningsflugt fra Lolland

Der bliver færre og færre indbyggere på Lolland – og det er særligt børnene, det tynder ud i. Ifølge en forsker skyldes det, at de yngre kvinder flytter til byerne for at studere og bliver hængende der.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Rødby Kirke kan der gå op til tre måneder mellem barnedåbene, og sognepræsten Elin Rasmussen i Rødby har i løbet af sine 14 år i kirken oplevet en klar tilbagegang.

- De første tre år, jeg var her, var der dobbelt så mange barnedåbe, som jeg har haft inden for de sidste tre år, siger hun.

Her i Rødby Sogn bliver der lagt fire mennesker i graven for hvert barn, der fødes. Et billede, der går igen i hele Lolland Kommune. Her forventes det, at antallet af fødsler vil falde med 25 procent i 2021.

- Jeg er sikker på, at fødselstallet er faldet for Lolland, og det kan jeg selvfølgelig også mærke, siger Elin Rasmussen.

De ældre loyale lokale har også oplevet, at der er kommet færre børn i området, og de er kede af udviklingen.

En ung mor, Dorte Nielsen, til to, ser også udviklingen klart.

- Jeg ved, at de lige har lukket dagplejen her i Rødby Kommune. De flytter alle sammen, fortæller hun.

Og måske bliver Dorte Nielsen og hendes familie en del af statikken.

- Det er ikke sjovt, og man overvejer også at flytte længere væk, så man har flere muligheder, siger Dorte Nielsen

Ifølge en forsker er der mange kvinder, der har taget alvor af den unge mors overvejelser.

- Forklaringen er, at de unge kvinder rejser væk i forbindelse med uddannelse, og så kommer de ikke tilbage igen og føder nye børn, siger Roger Buch, forskningschef på Journalisthøjskolen i Aarhus.

Han forklarer, at de 25 procent færre børn i 2011 i Lolland Kommune er et ekstremt tal, men at der er en lignende udvikling på landsplan. Den er dog ikke så markant, som på Lolland.

- Det er en negativ spiral, hvor tingene hele tiden forstærker hinanden og er med til at gøre, at udkantsområderne generelt set har nogle prognoser fremadrettet, der er temmeligt dystre, og der er ingen udsigt til, at det vender, forklarer Roger Buch.

 


Nyhedsoverblik