Det vi har sammen

Bedragere samlede ind til falsk handicaporganisation

Foto: TV ØST

Tre kvinder forsøgte i går at narre gavmilde lollikker til at give dem penge til en falsk handicaporganisation. Politiet har haft en lignende sag sidste år.

Bedrageriet foregik blandt andet ved Lollandscentret i Maribo mandag formiddag. Her var nogle borgere blevet antastet af nogle udenlandske kvinder, der ville samle ind til en handicaporganisation. De ringede efterfølgende til politiet og fortalte om indsamlingen.

Samlede ind til fiktiv organisation

En politipatruljede kørte ud til centret, hvor der stod tre udenlandske kvinder med A4-mapper i favnen. Da patruljen nærmede sig, forsøgte kvinderne at stikke af.

Betjentene fik dog fat i kvinderne, og det viste sig, at de havde samlet ind blandt forbipasserende til Handicap International, som var en fuldstændig fiktiv organisation.

- Det så ikke særlig organiseret ud, det de havde gang i der, siger Casper Andersen, som er politiassistent ved Lokalpolitiet i Nakskov.

Sigtet for bedrageri

De tre kvinder var i alderen 17-31 år og fra Rumænien. De blev anholdt og sigtet for bedrageri og taget med til politistationen i Maribo, hvor de blev afhørt, inden de blev løsladt igen om eftermiddagen.

Der kan meget vel være tale om de samme personer, som tidligere på dagen forsøgte sig med indsamling i Sakskøbing.

Samme fupnummer set i Kalundborg

Det er ikke første gang, at politiet støder på den slags bedrageri. I oktober sidste år have politiet i Kalundborg en tilsvarende sag, hvor det også var en fiktiv hjandicaporganisan, der blev samlet ind til.

Dengang blev i alt fire rumænere sigtet i sagen. To af dem var over 18 år og fik 30 dages fængsel, mens to 16-årige fik en betinget dom.

Alle fire blev efter efter strafafsoning udvist af landet med indrejseforbud i seks år.

Slap med bøde i Maribo

Til forskel fra Kalundborgsagen havde kvinderne i Maribo kun nået at samle et par hundrede kroner ind. I Kalundborg fandt politiet 10.000 kroner hos gerninsgmændene.

De tre rumænske bedragere i Maribo slap derfor med straksbøder på 500 kroner pr. person. ifølge Casten Andersen har betjentene ikke fundet nogle tidligere forhold på de tre sigtede.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App