Beboere taget som gidsler af varmeværk

En strid om betaling af fjernvarmeafgift havner nu i retten Flere beboere i Menstrup og Hyllinge nægter nemlig at betale, fordi de synes, det er for dyrt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det har været en lang kamp mod det lokale kraftvarmeværk Hyllinge-Menstrup. Beboerne på Menstrup Bygade, i Næstved Kommune, har stoppet betalingen til varmeværket. Og de tager rettens vej, for at slippe fri af varmeværkets jerngreb.

- Den faste afgift er uhyre høj. 75 kroner per kvm. For mit vedkommende, med et hus på 334 kvm., så er det 23.000 kroner om året, siger Michael Svane.

Pengene er kun en afgift. Selve forbruget kommer oveni.

- Vi er pensionister, så det er jo ikke den store indtægt, og vi betaler 11.000 om året, og vi bruger kun det varme vand. Vi tager sagen hele vejen til landsretten, hvis det bliver nødvendigt siger Anett Hansen.

Beboerne har ikke mulighed for at skifte varmetype

- Jeg ser det som et kæmpe problem for beboerne herude, og vi har ikke en jordisk chance for at komme ud af det, fordi de har indført forblivelsespligt, siger Anett Hansen.

Kraftvarmeværket svarer igen
Hyllinge-Menstrup kraftvarmeværk hev beboerne i fogedretten. De ville lukke for det varme vand, fordi beboerne tilbageholdt betalingen. I dag faldt afgørelsen.

- Retten har udskudt sagen til maj måned. Det gør de, fordi vi sideløbende kører en sag mod varmeværket, siger Anett Hansen

Det betyder, at beboerne, for så vidt, har fået medhold i at de har en sag.

Kraftvarmeværket får altså ikke lov til at lukke for varmen, så længe beboernes sag om den dyre afgift kører I retten. 

Brudte løfter
I en pjece som beboerne modtog ved indflytning, lover kommunen, at der ikke er forbundet høje varmeafgifter med boligerne. Her et uddrag af pjecen:

Der er ingen høje faste varmeafgifter: Ud over den faste årlige afgift på 1600 kroner ex. Moms, skal du kun betale for den varme du bruger.

Men det løfte stemmer ikke overens med virkeligheden. Michael Svane betaler omkring 23.000 kroner årligt, mens Anett og Ole Hansen betaler omkring 11.000 årligt.

Fortsat kamp
Men selvom der ikke blev lukket for varmen i dag, så fortsætter kampen mod kraftvarmeværket.

Og skulle de finde på at lukke for varmen alligevel, så klarer beboerne sig.

- Vi klarer den med brændeovn. Vi varmer faktisk også vand på brændeovnen, så vi kan spare på de dyre dråber, siger Anett Hansen.

Retssagen foregår i Næstved den 14. maj.


Nyhedsoverblik