Barn bortført fra Greve

En 7-årig pige blev tirsdag bortført fra en skole i Greve. Politiet vil gerne have hjælp fra offentligheden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tirsdag morgen mellem klokken 9.30-10.00 forsvandt den 7-årige Katerina Stine Brisson fra Holmeagerskolen i Greve, hvor hun går i skole. Politiet blev først alarmeret om eftermiddagen.

Pigen havde haft en vikar i løbet af formiddagen, og da vikaren ikke kender klassen, havde vikaren ikke bemærket, at pigen var væk. Pigen er tvangsfjernet fra sine forældre.

Faren er dansk, og moren er fra Ukraine. Politiet har talt i telefon med faren, men har ikke kunnet få kontakt med moren. Katerina er kraftig af bygning og har skulderlangt mørkblondt hår. Hun var iført en T-shirt, korte bukser og orange gummisko, da hun forsvandt.

Politiet iværksatte en eftersøgning efter pigen på flere adresser, herunder på pigens forældres adresser på Frederiksberg og Brøndby. Det er ikke lykkedes at finde frem til pigen eller hendes forældre.

Efterforskningsafdelingen med personfarlig kriminalitet ved Midt- og Vestsjællands Politi vil meget gerne have oplysninger i sagen. Ring til politiet på tlf. 114 eller 46351448.


Nyhedsoverblik