Banker udnytter krisen til højere renter og gebyrer

Det gælder om at se sig rigtig godt for, hvis man skal ud og vælge ny bank. Mange banker har nemlig benyttet sig af finanskrisen til at skrue renter og gebyrer ekstra højt op. Det har en mand fra Ringsted fået at føle.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hans Jørgen Rasmussen fik sig et chok. Pludselig gik det op for ham, at det alt i alt kostede 29 procent i rente, at trække over kassekreditten på hans nye konto i Jyske Bank.

- Jeg troede først, at det var løgn. Det er en ågerrente. Det er at udnytte folk, der er uopmærksomme eller i nød, mener Hans Jørgen Rasmussen.

Men Hans Jørgen Rasmussen er langtfra alene - generelt er det bare blevet dyrere at være bankkunde, for bankerne har benyttet finanskrisen til at skrue renter og gebyrer op, forklarer John Norden. Han er direktør i Mybanker.dk, der sammenligner priser på banker.

- Renter og gebyrer er blevet højere. Bankerne skal jo til at have penge ind, og så må vi kunder betale gilder, fordi det gik dårligt i 2008, siger John Norden.

Hos Jyske Bank lyder beskeden, at de høje renter på overtræk skyldes, at man ikke har interesse i, at kunderne trækker over, uden at ringe til banken først. Og priserne - de falder og stiger i takt med Nationalbankens rente.

John Norden opfordrer bankkunderne til at se sig godt for.

- Nogle banker har rigtig høje gebyrer og renter, og det er vigtigere end nogensinde før at sammenligne priserne, siger han.

Men fremover vil Hans Jørgen Rasmussen gøre alt for at undgå overtræk, for det med at skifte bank er heller ikke sagen:

- Det er jo et større besvær at skifte bank, og der er også meget, der kan gå galt. Og så udløser det jo så også gebyrer, siger han.


Nyhedsoverblik