Banker lægges sammen

Bestyrelserne i Fanefjord Sparekasse og Møns Bank er blevet enige om, at Fanefjord Sparekasse overdrager aktiviteterne til Møns Bank.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ifølge bankernes bestyrelser skal sparekassens aktiviteter overdrages til Møns Bank fra den 1. april 2012.

-Det er en beslutning, der naturligvis er forbundet med stort vemod, men bestyrelsen vurderer, at den er rigtig og rettidig, skriver Formand for bestyrelsen i Fanefjord Sparekasse, Bjarne Markussen i en pressemeddelelse.

Bestyrelsen i Fanefjord Sparekasse er enige om, at en overdragelse af sparekassens aktiviteter til Møns Bank vil være den bedste løsning for sparekassens kunder, garanter, medarbejdere samt lokalsamfundet, som sparekassen servicerer.

-Vi har haft nogle gode og konstruktive drøftelser med Møns Bank, der har bekræftet os i, at en fortsættelse af sparekassens aktiviteter i Møns Bank er et godt valg, skriver Bjarne Markussen.

Men der er endnu ikke givet grønt lys for sammenlægningen endnu. Den er nemlig betinget af at repræsentantskabet for Fanefjord Sparekasse og Finanstilsynet godkender overdragelsen.

Møns Bank fik stort underskud

Samtidig med meddelelsen om, at de to bestyrelser ønsker at slå bankerne sammen, kunne Møns Bank i dag præsentere et underskud på 10,6 millioner kroner efter skat i 2011.

- Det er vi naturligvis ikke tilfredse med, siger bankens direktør Flemming Jensen.

Alligevel mener bankdirektøren, at Møns Bank har klaret skærene godt igennem finanskrisen siden 2008 uden at gøre brug af ekstra bankpakker. Derfor ser han lyst på fremtiden.

-Et underskud i 2011 ændrer således ikke på, at Møns Bank fortsat er sund og robust med afsæt i en god indtjening fra den basale bankdrift, stærk likviditet, godt kapitalgrundlag og solid forankring i det lokale, skriver han.

-Der endvidere er udsigt til, at Møns Bank vil stå endnu stærkere på den lokale markedsplads i fremtiden med udsigten til en overtagelse af aktiviteterne i Fanefjord Sparekasse.

 


Nyhedsoverblik