Bandekriminalitet kræver politi fra hele Sjælland

Det kommer til at fjerne en del af politiets fokus på lokalområderne, at der nu skal leveres betjente til bandekriminaliteten i København.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Rigspolitichefen fodrer hunden med dens egen hale, når han nu rykker betjente fra Sydsjælland og Midtsjælland til København for at bekæmpe banderne.

Det siger formanden for politiforbundet på Sydsjælland og Lolland Falster, Kaj Rasmussen til P4 Sjælland.

- Vi accepterer selvfølgelig at rigspolitichefen vil styrke indsatsen mod banderne. Men borgerne på Sydsjælland og Lolland Falster kommer til at undgælde. For der bliver kriminalitet vi ikke kan nå at efterforske, mens vi er i København, siger Kaj Rasmussen.

Derudover peger han på, at der er optaget 700 færre elever på politiskolen, skriver P4 Sjælland på deres hjemmeside.

Ikke godt nok

Selv om Københavns Politi og Vestegnens politi får hjælp fra andre politikredse til at efterforske og bekæmpe bandekriminalitet, er det på længere sigt ikke nok at omfordele ressourcerne.

Det siger retsordfører Karina Lorentzen (SF) til Ritzau.

- Det er klogt af politiet at flytte og omprioritere ressourcerne. Bandemedlemmer skal stresses og straffes. Men det er klart, at hvis bandekonflikten står på i et meget langt tidsrum, må vi overveje, om der skal andet og mere til, siger hun.

Flytter på et underskud

I årets første måneder har der været et stort antal skyderier og andre voldshandlinger i bandemiljøerne. De ekstra betjente er en ekstra foranstaltning.

Retsordfører Tom Behnke (K) er enig i, at Københavns Politi har behov for at blive styrket her og nu, men han mener, at man flytter rundt med et underskud.

- Jeg kan ikke se, at bandekonflikten holder op hverken i dag eller i morgen. Imens vokser sagsbunkerne i de andre afdelinger, og der er ikke udsigt til, at de bliver mindre. Derfor må vi se på at styrke politiet generelt, siger han.

Fakta:

  • 25-30 betjente skal flyttes fra Nordsjælland, Midt- og Vestsjælland og Sydsjælland samt Lolland-Falster og til Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi.
  • Det sker som en midlertidig foranstaltning for at styrke efterforskningen af den aktuelle kriminalitet i bander og rockergrupper.
  • Det er endnu ikke oplyst præcis, hvor betjentene tages fra.
  • I øjeblikket er 362 ud af de cirka 1600, som står opført på Rigspolitiets lister over personer i bande- og rockermiljøet, allerede i fængsel. Enten som afsonere eller som varetægtsarrestanter.
  • Heraf er 106 på Fyn og i Jylland, mens 256 er fængslet øst for Storebælt.

Kilde: Ritzau


Nyhedsoverblik