Ballade om sex på stranden

En husejer vil forbyde nøgenbadning på stranden foran sit hus, da han mener, at det ofte ender med sex. Men et forbud løser ingen problemer, mener de danske naturister.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

At smide kludene og hoppe i bølgen blå sker på strande landet over uden problemer, lyder det fra de danske naturistforeninger.

Nu advarer de mod, at man giver husejere og kommuner lov til at forbyde nøgenbadning fra de danske strande, som en husejer kræver. Manden er blevet træt af, at nøgenbadning på hans strand ofte ender med sex på stranden. Nu går han rettens vej for at få lov til at sætte forbudsskilte op.

Men et forbud mod nøgenbadning løser ingen problemer, lyder argumentet fra de danske naturister.

- Det svarer til, at en person kører spritkørsel, og så vil man forbyde alle biler, siger John Hansen som er kasser hos Dansk Naturist Camping.

Han suppleres af formanden for den anden naturist-organisation, Danske Naturister, Thomas Asferg, der også er medlem af Holbæk-afdelingen.

- Det er meget principielt at give lov til at sætte forbudsskilte op. For hvad bliver det næste? At man må sætte skilte op, der forbyder børn, hvis man synes de larmer, siger han til TV2 Øst.

Husejeren i Skodsborg nord for København har flere gange oplevet, at når især unge hopper i vandet uden en trevl på kroppen, så ender det med sex eller onani på stranden.

Hos både Danske Naturister og Dansk Naturist Camping tager man stor afstand fra folk, der dyrker sex i det offentlige rum og krænker andre.

Men organisationerne mener ikke, at et forbud vil løse sagen. Istedet mener de, at hvis man føler sig krænket, så bør man melde det til politiet, så der kan blive sat en stopper for dem, der krænker andre med sex eller lignende på offentlige steder.

 


Nyhedsoverblik