Ballade om brandaftale

03:22

Fra 1. januar skal seks kommuners beredskaber slås sammen til Vestsjællands Brandvæsen. Men nu ser det ud til, at Slagelse Kommune måske trækker sig fra samarbejdet i sidste øjeblik, fordi det er for dyrt.

Byrådet i Slagelse Kommune må vente en ekstra dag med at gå på juleferie. De er nemlig blevet indkaldt til et ekstraordinært byrådsmøde den 23. december, hvor de skal tage stilling til, om Slagelse Brand og Redning skal indgå i et fælles samarbejde.

Det har længe været på tegnebrættet, at Slagelse, Kalundborg, Holbæk, Sorø, Odsherred og Lejre Kommuner skal slås sammen til Vestsjælland Brandvæsen, som skal ligge i Svebølle. Ledere og medarbejdere er allerede blevet overdraget og skal starte pr. 1. januar, men i 11. time er det kommet frem, at sammenlægningen bliver dyr for Slagelse Kommune.

Derfor stemte flertallet i byrådet i sidste uge nej til budgettet - blandt andet Villum Christensen (Liberal Alliance):    

- Vi har været i stand til at drive et brandvæsen forholdsvist billigt og effektivt, og når vi så lige pludselig skal betale en stor regning for at komme med i fællesskabet, så synes jeg, at man bør bremse op, siger han.

Nye tal

I morgen skal der så stemmes igen, fordi der er kommet nye tal på bordet.    

Det første budget lød på, at det vil koste Slagelse Kommune næsten 10 millioner kroner de næste tre år, hvis kommunen vælger at indgå i det fælles samarbejde.

Efter nye forhandlinger i fredags ser det dog ud til, at udgifterne måske kan blive halveret. Borgmester Stén Knuth mener i hvert fald, at der kan effektiveres og spares - blandt andet på husleje.

- Jeg håber, og det vil jeg også appellere til i morgen, at byrådet finder sammen i den her sag og godkender det nye budgetforslag, siger Stén Knuth.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App