Nyheder fra din hverdag

Bakterieepidemi er overstået

Foto: TV ØST

Den livsfarlige tarmbakterie Clostridium Difficile, der har huseret på Sjælland, er nu på retræte. Bakterien har muligvis været medvirkende dødsårsag 23 gange.

Den epidemi, som den diarré-fremkaldende bakterie Clostridium Difficile, CD027 fremkaldte på hovedstadens huse, er forbi. Det siger koncerndirektør Sven Hartling fra Region Hovedstaden til politiken.dk.

- Fra slutningen af sidste uge og frem til i dag har vi kun haft to til fire nye tilfælde af smitte med CD027. Derfor vurderer vi nu, at epidemien er overstået, siger Sven Hartling.

Epidemien har i alt berørt 119 patienter på hospitalerne. De har enten været under mistanke for smitte eller fået bekræftet, at de var smittet med CD027, oplyser Sven Hartling til politiken.dk.

Det er usikkert, om epidemien har kostet menneskeliv. De fleste af dem, der er blevet meget syge eller er døde, mens de var smittet, har nemlig været patienter, typisk ældre mennesker, der i forvejen var stærkt svækkede.

- Vi bruger ikke betegnelsen 'mistet livet' i denne forbindelse. Men i 23 tilfælde har bakterien muligvis været en medvirkende årsag til patienternes død, siger Sven Hartling.

Bakterien blev konstateret på flere sygehuse i hovedstadsområdet og Region Sjælland.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?