Bagmænd for rumænske guldtyve i retten

Foto: TV ØST

To mænd tiltalt for at styre en gruppe af rumænske guldtyveknægte kræves fængslet i op til 9 år.

Det tog næsten halvanden time at læse det omfattende anklageskrift op i sagen mod to mænd, der ved Retten i Lyngby er tiltalt for at have organiseret mere end 100 indbrud og tyverier over det meste af Sjælland og på Lolland-Falster.

Opremsningen af de 22 punkter i det 32 sider lange anklageskrift beskriver en lang række tyvekoster, primært guld- og sølvsmykker, men også bærbare computere, mobiltelefoner og kontanter, der er blevet beslaglagt af politiet.

En 33-årig mand, der er serbisk statsborger, og en 24-årig mand med rumænsk baggrund skal ifølge anklagerne være bagmændene og have orkestreret de mange indbrud med et samlet udbytte i millionklassen.

Risikerer 9 års fængsel

De to mænd skal ifølge politiet have styret cirka 15 tyveknægte og dirigeret dem rundt på indbrudstogter på Sjælland. De to bagmænd påstås også at have hjulpet tyvene med at finde steder at bo og stillet biler til rådighed for de tilrejsende kriminelle, der har rumænsk baggrund.

Anklagerne, for der er to på grund af sagens størrelse, kræver hårde fængselsstraffe til de to mænd og efterfølgende udvisning af Danmark.

- Straframmen er på seks år fængsel, men under særdeles skærpende omstændigheder kan straffen forhøjes med det halve, så straframmen bliver 9 år, siger anklager Helene Chjeffer Malmberg ved Nordsjællands Politi i retten.

Telefon-aflytning fældede bande

Det er politiets specialgruppe Task Force Indbrud, som efter telefonaflytninger og overvågning af de to tiltalte sammen med tysk politi kunne slå til i en koordineret aktion den 10. maj i fjor. 10 adresser i Danmark og to i Berlin blev ransaget.

I den tyske hovedstad blev der fundet 162 kg sølv og 4,5 kg guld, samt 250.000 kroner i euro, kroner og schweizerfranc hos en onkel til den 33-årige tiltalte serber.

14 personer blev anholdt i Danmark ved den dansk-tyske aktion, der gik under kodeordet "Operation Goldfinger". Seks blev fængslet - heriblandt den 33-årige serber.

Den 24-årige med rumænsk baggrund blev pågrebet fire dage før aktionen i en minibus ved den dansk tyske-grænse.

Nægter sig skyldig

- Vi kommer til at høre et hav af telefonsamtaler som beviser i retten. De bliver oversat fra rumænsk og serbisk, siger anklager Helene Chjeffer Rasmussen.

Den 33-årige serber nægter sig skyldig i alle forhold.

Hans forsvarer mener ikke, at anklagerne kan løfte bevisbyrden.

- Som jeg ser sagen, er der ingen beviser. På telefonaflytningerne tales der ikke direkte om noget ulovligt, siger advokat Peter Hjørne.

Den 24-årige nægter sig skyldig i størstedelen af forholdene, men erkender sig skyldig i enkelte mindre forhold.

Der er afsat 17 retsdage til at belyse anklagerne mod de to mænd, der har været varetægtsfængslet siden den dansk-tyske politiaktion i maj sidste år.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App