Badmintonhold havde sneproblemer

Sne i England gjorde, at to profiler fra Team Skælskør-Slagelse ikke nåede frem til dagens hjemmekampe mod Værløse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 15-årige badmintonspiller Mette Poulsen fra Næstved fik ved 14-tiden mandag eftermiddag noget af et ansvar på sine skuldre.

- Jeg får en besked fra min træner om, at jeg skal ringe ham op hurtigst muligt, fordi at Donna Kellogg ikke kan komme til Danmark, fortæller Mette Poulsen.

Donna Kellogg og Nathan Robertson er foruden Peter Gade to af Team Skælskør-Slagelses store profiler.

Desværre for holdet nåede de to englændere ikke frem til kampstart mandag aften. Et voldsomt snevejr i England forhindrede deres fly i at lette.

Derfor blev Mette Poulsen udtaget til at spille Kellogg's plads i damedouble. Den ene af de to modstandere var Tine Rasmussen.

- Tine Rasmussen er nummer et i damesingle, som jeg også gerne vil være en dag, så det er da klart et idol, siger Mette Poulsen og fortsætter: 

- Så det bliver lidt underligt at skulle stå over for hende nu som 15-årig.

Desværre for Mette Poulsen blev det ikke til en sejr - damedoublen vandt Værløse stort, og den samlede stilling endte 4-2 til Værløse.


Nyhedsoverblik