Bad om ovn-hjælp og stjal penge

En ældre kvinde fra Kalundborg fortryder nok, at hun var hjælpsom i onsdags. Under et "ovn-kursus" blev hun bestjålet i sit hjem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 83-årig kvinde fra Holbækvej fik onsdag midt på eftermiddagen besøg af en ung kvinde, som ville have hjælp til instruktion i at bruge ovnen. Kvinden fortalte, at hun boede i ejendommen og ikke kunne finde ud af ovnen.

Den hjælpsomme 83-årige kvinde inviterede den unge kvinde indenfor for at give hende et lille ovn-kursus. Inden længe mistede den unge kvinde dog interessen i køkkenet.

Under påskud om at ville ryge en cigaret, gik den unge kvinde derfor ind i stuen. Men hun blev der ikke længe. Kort efter gik den unge kvinde ud af lejligheden. Først næste morgen så den 83-årige, at der var opbrudt en kommodeskuffe, hvorfra der var stjålet penge og smykker.

Den unge kvinde beskrives som:
- Ca. 20 år, ca. 165 cm. høj, af anden etnisk baggrund end dansk, mørkt halvlangt hår, havde en piercing i form af en diamant midt for munden og umiddelbart under underlæben.

Lokalpolitiet i Kalundborg vil gerne høre fra vidner, der kan fortælle, hvem den unge kvinde er. Ring 114.


Nyhedsoverblik