Dreng døde, da lægerne svigtede (Video)

Foto: TV ØST

En kun 14 måneder gammel dreng døde på grund af lægefejl. Sådan lyder kritikken fra en familie, som mistede et barn, fordi lægerne ikke undersøgte ham godt nok. Nu siger familien, at deres bekymring blev ignoreret - og det endte med at koste barnet livet.

Christian døde blot 14 måneder gammel. Barnets forældre fortalte gennem to uger flere vagtlæger og læger på sygehuset, at de frygtede, drengen havde slugt et batteri. Mistanken blev afvist af lægerne.

Forældrene kontaktede i alt 11 læger, herunder Lægevagten samt sygehuset, hvor læger tilså drengen. Men lægerne afviste mistanken om et slugt knapbatteri.

Jette Pedersen, barnets bedstemor, fortæller i dag til TV2 ØST, at den første lægekontakt bliver foretaget af drengens bedsteforældre. De er dermed også de første til at nævne mistanken om det slugte batteri.

Se hele indslaget fra TV2 ØST herunder:
[video:flv:090614_batteridod.flv]

- Den pågældende læge siger, at det er usandsynligt. Han beder os om at måle batteriet, og det gør vi og går tilbage og siger "det måler cirka to centimeter"

Her fik familien beskeden om, at et så lille barn ville have usandsynligt svært ved at sluge sådan et batteri.  Samme besked fik familien hos de to andre læger, hvor mistanken om batteriet blev nævnt.

Efter to uger med feber, hoste, spisebesvær og smerter døde Christian Jim Andersen. Batteriet havde ætset hul på hans spiserør og hovedpulsåre, så barnet forblødte. Barnets død kunne efter al sandsynlighed have været undgået, hvis lægerne havde taget et røntgenbillede, som ifølge journalerne på et tidspunkt også blev overvejet. Men det blev aldrig til noget.

 - Nu skal vi lære at leve med, at der skulle en obduktion til, før lægerne lyttede til os, siger Jimmi Knudsen, Christians far til Berlingske Tidende.

TV2 ØST har spurgt Næstformand for Sygehusplanlægning, Region Sjælland, Allan Kjærgaard-Pedersen, om hvordan det kunne ske. Se interviewet herunder:
[video:flv:090614_allan.flv]

Patientklagenævnet behandler sagen. Derfor ønsker flere af de implicerede læger ikke at udtale sig. Adm. overlæge på
børneafdelingen på Holbæk Sygehus Jan Færk afviser dog forældrenes forklaring:

 - Hvis forældrene havde oplyst om det her batteri over for os, ville vi nok have handlet anderledes. Men det er det, de ikke har gjort. Jeg ved godt, at det er den påstand, vi står over for, men der bliver det jo så påstand mod påstand, siger Jan Færk, der afviser, at Holbæk Sygehus har begået fejl i sagen.

I stedet for at opdage og fjerne batteriet behandlede lægerne drengen for mellemørebetændelse.

 - Jeg er dybt rystet. Man har at gøre med et 14 måneder gammelt barn, der ikke selv kan forklare sig. Når nu forældre og bedsteforældre insisterer på, at et slugt batteri er en mulighed, så undersøg det dog. Vi ser en stigende tendens til, at det bliver børn og ældre, der er taberne, når der er for lidt tid til den enkelte patient, siger Villy O. Christensen,
formand for Patientforeningen til Berlingske.dk.

 - Vagtlæger udfører et job, hvor der er stor fare for fejl. De har kort tid til hver patient, som de ikke kender, og betjeningen af borgerne holder af samme grund måske ikke altid den standard, den burde, siger Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet.

Hos mormoren Jette Pedersen er der håb om, at sagen kan være med til at ændre noget for andre:

- Vi får aldrig Christian tilbage, men hvis vi kan være med til at bibringe en debat om det, så synes jeg, at vi har gjort noget.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App