Bådmotorer rippet fra bådelaug

Tyvebander har fået et godt øje til påhængsmotorer, der ligger let tilgængelige i lystbådehavnene - senest er det gået ud over et bådelaug i Nykøbing Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere af medlemmerne hos Nykøbing Sjælland Bådelaug må i gang med at padle, hvis de vil ud og sejle i øjeblikket. Natten til fredag har tyve nemlig stjålet påhængsmotorer fra flere både i havnen. Hele tabet er endnu ikke opgjort, men vurderingen er, at mindst 8-10 motorer er forsvundet.

- Det er jeg da sur over. Meget sur endda. Altså at man ikke kan have sine ting i fred. Det virker som noget, der er organiseret på en eller anden måde, forklarer tidligere sømand Finn Christiansen, der har mistet sin 9,9 hk Marina-motor.

- nu er jeg tvunget til at skulle ud og købe en ny motor, og det er da alligevel en udskrivning på 20 - 21.000 kr., siger Finn Christiansen.

Tyveri af påhængsmotorer er blevet mere udbredt og ifølge politiet, er det specielt galt i denne tid

- Det topper selvfølgelig her i sommerferieperioden, fordi der kommer alle sommerhusgæsterne jo også frem og sætter deres båd med påhængsmotor i vandet, forklarer Søren Bjørnestad, der er vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Han mener, at hovedparten af de stjålne motorer forsvinder ud af landet.

Finn Christiansen skal nu ud og anskaffe sig en ny påhængsmotor og den skal sikres bedre mod tyveri.

- Jeg skal undersøge, hvad en forsikring vil koste. Så skal jeg have et kraftigt beslag, og så får den en gang farve, så ingen kan se det er en ny motor.


Nyhedsoverblik