Asylbørn hurtigt ud af skolen

I Gyrstinge har to asylbørn gået i skole i et år. Nu er det slut, de er nemlig taget ud af skolen, da de skulle flytte til et andet asylcenter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Leontina og Valentine Kamberi, på 12 og 14 år, har i et år gået på Kildeskolen i Gyrstinge. Her er de blevet taget godt imod i lokalsamfundet.

- De har jo været en del af os, siger Lise Ross, som er mor til en af de to pigers klassekammerat og veninde.

Fredag fik eleverne i 5.-6. klasserne af vide, at Leontina og Valentine ikke ville komme der mere. Det blev de allesammen meget kede af.

- Det er mærkeligt. Man savner dem jo, siger Celine Ross, som er veninde og tidligere klassekammerat med de to piger.

I tirsdags i sidste uge fik pigernes far besked på, at familien skulle flytte fra Center Avnstrup og til asylcenteret i Auderød ved Frederiksværk.

Familien har vidst i et halvt år, at de skal udvises fra Danmark. Men for pigerne har det været hårdt pludselig at flytte fra det lokalsamfund, de var blevet en del af så hurtigt.

- Vi savner vores venner, og vores lærer og vores skole, siger Leontina og Valentina Kamberi.

Normalt tre dages varsel

Ifølge Udlændingestyrelsen er det normal procedure, at asylansøgere får tre dages varsel, hvis de skal flytte. Men Lise Ross synes, det er gået alt for stærkt.

- Jeg er egentlig nok den, der er mest ligeglad med det politiske, eller hvordan det er. Jeg synes bare, at man bør respektere, at børnene er en del af vores lokalsamfund og har krav på respekt, siger Lise Ross.

Hun mener ikke, at det ville have været bedre, hvis de to piger aldrig havde gået på skolen.

- Nej, for det har så sandelig givet de her børn et helt andet syn på livet. De har fået et fællesskab og nogle venner, som vil præge dem resten af deres ungdomsliv og forhåbentlig hele livet, siger Lise Ross.

Lige nu ved pigerne ikke, hvad der skal ske. Men det de allerhelst vil, er, at gå i skole på Kildeskolen i Gyrstinge.

- Man håber, det bliver godt, men også på den anden side, så ser man, hvad der sker. Og så bliver man ked af det, siger Valentina Kamberi.


Nyhedsoverblik