Asnæs Boldklub kigger mod Liverpool

Bliver fodboldspilleren Christian Poulsen solgt til Liverpool FC, så bliver den lille klub forgyldt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De følger nyhedstelegrammerne med ekstra interesse, fodboldlederne i den lille klub Asnæs Boldklub.

For telegrambureauerne kan i disse timer berette om forhandlinger mellem Juventus og Liverpool FC, der gerne vil købe den nordvestsjællandske midtbanespiller. Sker det, så falder der penge af til Asnæs. Reglerne tilskriver nemlig, at en spillers barndomsklub skal have en andel, når en handel bliver gennemført.

- Jo, selvfølgelig følger vi da med, lyder det fra formand Ronni Petersen. Og han lyder glad, når han siger det.

For klubben har prøvet det før. Både da Christian Poulsen blev solgt fra FC København til Sevilla og senere fra Sevilla til Juventus, røg der penge til Asnæs. Den lille klub har på baggrund af de to handler ca. 1,5 millioner kroner stående på en konto.

De penge bliver ikke brugt, fortæller Ronni Petersen. Men ungdomsholdene kan søge om at få del i renterne til at tage på fodboldture, oplyser han.

Og nu er der muligvis flere penge på vej, der kan trække flere renter.


Nyhedsoverblik