Arresthusene i regionen er overfyldte

Regionens fængsler og arresthuse er overfyldte. Det betyder dårlige forhold for de indsatte og dårligt arbejdsmiljø for betjentene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Regionens fængsler - og i særligt grad arresthuse - er fyldt til bristepunktet. De indsatte sover ofte to mand i en-mands celler på kun otte m2. Andre gange får de ikke en celle, men får en seng i arrestens motionslokale eller besøgsrum. Det fortæller Henning Mørck, der er fællestillidsmand for fængselsbetjentene på Sjælland.

Overbelægningen har taget fart de seneste år, hvor både domstole og politi har fået tilført ekstra ressourcer og dermed har sendt flere bag tremmer. Samtidig har politikerne også skærpet straffene for en lang række forbrydelser.

- Politikerne har forsømt at bygge de fængselceller vi har brug for. Det betyder at der er et rigtig dårligt arbejdsmiljø for de ansatte, foruden at de indsatte har meget dårlige forhold, siger fællestillidsmand Henning Mørck.

I dag besøgte Flemming Møller, der er stedfortrædende medlem i Folketingets Retsudvalg for Venstre, så Næstved Arrest for at se på forholdene.

- Forholdene er ikke acceptable, og jeg vil tage det op i Retsudvalget, siger Flemming Møller.


Nyhedsoverblik